På Visborggaardslot kan I opleve Danmarks eneste fredede Renæssancehave. 

lidt historie Visborggård optræder første gang i skriftlige kilder i et brev fra Valdemar Atterdag i 1351. Navnet henviser til placeringen i en lavning, idet Wis i den middelalderlige navneform Wisburg er gammel dansk for sump.

Visborggård tilhørte slægten Munk indtil 1527, hvorefter den fra 1530 var i slægten Seefeldts eje i 140 år. Gården nedbrændte under Grevens Fejde i 1534, og den blev først genopført i 1576 som herresæde for Jacob Seefeldt, der ejede en række af Himmerlands herregårde og opbyggede en stor formue ved fremstilling af bygningskalk fra kalkbrud i de høje skrænter ned mod Mariager Fjord, hvorfra kalken udskibedes til bl.a. bygningen af Kronborg.

Efter Claus Seefeldts død i 1671 overgik Visborggård til en række privatpersoners ejerskab, bl.a. Andreas von Arenstorff der i 1748 gennemførte en gennemgribende renovering. Haven er en renæssancehave med dominerende barokke træk. Havens centrale sti fuldender aksen fra dæmningen over vandgraven, via borggården, over broen og gennem hele haven, for at slutte i et lille, ligeledes fredet, ottekantet muret lysthus med stråtag og hvidmalede døre og vinduer. Mod øst afgrænses haven af en lindeallé, og mod vest findes en tidligere karpedam. Haven er omfattet af fredningen.

  • Black TripAdvisor Icon
  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon